En bondage oplevelse

Indimellem oplever jeg noget nyt, som rammer en følelsesmæssig streng dybt nede i mig, og som får denne streng til at vibrere i en klangbund af ren fysisk og mental nydelse. Det kom helt uventet, da jeg første gang gav mig hen til rebenes og deres herres magiske hænder. Et par gange forinden havde jeg prøvet delvise bondager, for sjov – blot som en selvtest. Men da havde jeg øjne åbne og var i fuld kontrol over situationen – og helt bevidst omkring øvelsen.
Det var først et par uger senere, at jeg turde tage blindfold på og lægge min tillid i hans hænder. Og det var først da, at jeg for alvor ramte point Zero – det nulpunkt for selvstyring, som jeg inderst inde havde higet efter at finde i mange år. Det er så vanskeligt at beskrive med ord, ingen ord kan helt rumme og ramme, endsige yde retfærdighed mod den rejse, som man som bunny kan få lov at foretage i en dygtig riggers varetægt.

Bondagen starter allerede længe før, jeg mødes med min rigger. Den starter i det øjeblik, aftalen bliver lavet. Hvor vi løst eller fast definerer rammerne for legen, hvor meget, hvor længe, hvorhenne. Og især – hvor går grænserne i forhold til min seksualitet. Vigtige aftaler, trygheds- og tillidsskabende aftaler. Og derfra starter så den mentale rejse, ønsker, drømme, længsler – hvor er jeg svag, hvor er jeg stærk. Vil han se mig, vil han bære hele mig i sine reb? Dagene op til går min krop og sitrer svagt hver gang tankerne falder på aftalen. Jeg har en hemmelighed. Kun han og jeg deler min hemmelighed. Og jeg er helt sikker på, at alle omkring mig kan se og mærke, at jeg er fyldt af forventningsglæde, at det strømmer ud af mine øjne, mine smil, min indfortroethed med mig selv. Men – de får ikke min hemmelighed ud af mig, glæden bliver mindre af at dele!

bondage
Eksempel på bondage – model foto

Jeg møder ham i blikket. Den første kontakt er altafgørende for det næste, der skal ske. Er han rolig? Byder hans øjne mig velkomne uden at være for anmassende? Bevæger han sig i rummet med tillid til sig selv og mig? Den ordløse kommunikation må gerne afbrydes af et par rare ord og kærlige vendinger, men der må helst ikke siges for meget. Vi skal finde hinanden i det fysiske sprog og i det mentale univers, som vore kroppe og hans reb sammen skaber.
Jeg mærker, at fokus er på mig. Og på at vise rummet, hvordan vi to individer kan skabe fysisk kunst og nærvær med ganske få remedier. Og at det ikke handler om performance og deadlines og “se mig, jeg kan”. Men om at ære hinanden i mødet uden for tid og rammer og krav. Der er intet, der stresser os, så længe vi holder fast i nærværet. Og her har vi begge et ansvar.

Det går ikke lynende hurtigt – det er en langsom og steady leg, en gradvis byggen op, som intensiverer den meditative tilstand, jeg kommer ind i. Jeg starter altid med at trække vejret dybt tre gange, finder min indre ro og kerne, mærker mig i rummet. Jeg bliver blindfoldet, så jeg endnu nemmere kan koncentrere mig om min indre rejse. En rejse, hvor jeg aldrig mister forbindelsen til min rigger. Hans nærvær og opmærksomhed, hans lyde og bevægelser er en forudsætning for den tryghed, som er til stede hele tiden.

Alle mine sanser skærpes, lugte træder frem som intense duftspor, jeg har med vilje ingen parfume på, så jeg kan opleve alt, inklusive hans dufte. Og lydene omkring os forstærkes, jeg hører bladenes insisterende leg på ruden, jeg hører stemmer fra lejligheden ovenpå, jeg hører hans knitrende tøj. Og med et – hører jeg hvordan rebet bindes op og enden falder til gulvet. Det giver det første sug i mellemgulvet – og hele mit indre fyldes af glædeshormoner og adrenalin i en fin cocktail. Akkurat nok til at bringe et lille vidende smil frem på mine læber.

Det øjeblik, jeg mærker rebet første gang på min hud starter den første lette sitren. Mens han binder mig lytter han hele tiden til mine lyde og mærker, hvordan min krop reagerer – skal det være mere stramt? spørger rebet – ja tak, siger huden. Den intense kontakt mellem os tre – mig, rigger og reb – er en dans ind i stor nydelse og fysisk og mentalt fællesskab. Vi har vores eget lille univers, hvor alt omkring os gradvist men sikkert forsvinder og erstattes af en fælles ro og samarbejde i passion og glæde. Jeg elsker at mærke, hvordan han elsker at klæde mig på – mærke mine reaktioner, lytte til mine cellers sitren. Et øjeblik tilbyder han mig den ekstreme ro og omfavnelse, et næste kan han finde på at drille mig – puste på mig – udfordre mine sanser. Og kun så længe min krop jubler og mit smil røber tillid.

I rebenes favntag smelter min krop og mit sind helt sammen, så jeg ikke længere kan mærke hvor det ene slutter og det andet starter. Jeg er ét, helt ét med mig selv. Og samtidig så ét som det næsten er muligt med et andet menneske, en samfølelse, der findes alt for lidt af i vores hastige og krævende verden. Han er det andet menneske, der uden at være min familie, bror, kæreste, elsker, mand – får lov at komme helt ind og se kernen af mig. Og det gør han, fordi hans adfærd og ord og nærvær er så tillidsskabende, at jeg kun kan ære det. Lige som han ærer sine reb og mig på samme tid og har indsigt i, hvor jeg er i processen.

Når det sidste reb har sluppet griber han mig og min sårbarhed – lader mig ligge så længe jeg har brug for det i fosterstilling i hans favn. Mit hjerte siger

doomo arigatoo gozai-masu

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *