Kunne du tænke dig et par timers total velvære og selvforkælelse? Kom og hør om hvad japansk bondage kan give. Vi inviterer til en tøse aften hvor Mia er vært og Lars fra Ned i Kroppen fortæller om den fantastiske bondage verden og giver en demonstration på hvordan en bondage oplevelse kan foregå.
Har du styr på livet, arbejdet, karrieren og økonomien eller kan mærke du at du forsøger at få det? Det er helt naturligt, men det efterlader et behov hos de fleste kvinder for at slappe af, lade op og stresse af. Der er mange veje til det frikvarter. De klassiske er wellness massage, sauna, café med veninderne og mange andre veje, men der er en vej som de fleste ikke kender: bondage.
Bondage, det at én person binder en anden og dermed begrænser personens muligheder for bevægelse og reaktion, virker måske voldsomt, men prøv at kigge lidt nærmere på hvad det kan: At binde kan give nogle fantastiske timer hvor du intet skal gøre udover at nyde, mærke kroppen og få ro i krop og sind. Rebene der strammer og smyger sig om din krop kan virke meditativt som mindfulness, hvis det er det man gerne vil. Det kan også være overgivelse, at give slip på kontrollen og lade en anden styre og/eller være fysisk udfordrende for kroppen.
Har du en partner er bondage også en mulighed for at gøre noget sammen, bare jer, hvor i har hinandens fulde opmærksomhed i nogle timer.
Kom og bliv klogere på hvad bondage er for en størrelse og hvad det kan give dig – og har du lyst kan du også prøve at mærke rebene på din krop.
Vi lover en aften i tryghed med en let og humoristisk stemning.